Børn og dyr
21. jul 2008 04:22, benteh
….. er en forrygende blanding. Så jeg er lige nødt til at genudsende et billede med pytonslangen. En tiger-pyton er det for øvrigt. Denne gang var det små feriebørn, jeg havde på besøg, og 7-8 års unger har hverken fordomme eller fobier. De er bare begejstrede, betuttede og betagede. Så her er de med krabaten – ud på græsset med ham og forsigtig fat under maven, og så 1-2-3 så løfter vi.
Jasmin i hale-enden måtte bruge alle sine kræfter for at bære.
Og Kit var sej – hun gik heller ikke af vejen for kejserskorpionen.
Den er skisme stor på sådan en lille pigearm. Lærke ser noget betænkelig ud, og nøjes med at kigge. Men Jesper har – som altid – fat i den lange ende. Der er ingen af dyrene der er giftige – den kan da stikke, så det svir lidt, men heller ikke mere.
Nå, men så måtte moderen jo vise, at hun også duede til noget. Så efter et par dybe vejrtrækninger lod hun tarantellen tage solbad på håndryggen. 
Vi andre heppede: Smil, Dorte. Smil. Og hun prøvede virkeligt. Og det så ud som om, tarantellen smilede tilbage.
For øvrigt skal jeg passe menageriet i næste uge, hvor alle på Den Gamle Kro skal på ferie. Papegøjerne skal nok få deres frugt – og en lille snak. Men slangerne fodrer jeg altså ikke, de skal ha levende føde. Og det bliver ikke af mig.











27. jul 2008 22:30
Næ, for tænk nu hvis de troede du var føden, altså slangerne.... Fniiiiiis:-)
16. aug 2008 01:02
Det var det det skrækkeligste scenarium med en stor plasticslange på alle de børn ... hov, det er ikke plastic og hov, texten fortæller jo at de morer sig!
Du får vist flyttet nogle læserbriller her, Blogskriver:-)
28. aug 2008 20:03
Hej Bente
Jeg er vel egentlig heldig at være på forsiden, men kan du ikke snart skrive noget nyt, tjekker jo forventningsfuldt hver dag ;-)
Kh DD
30. aug 2008 04:00
Ja ja ja, DD - ska nok :)
30. aug 2008 20:08
FANTASTISK smuk slange! Lige min yndlings af slagsen ;-)