Til bryllup i det fjerne...

Og brylluppet var festligt. Bilturen ikke mindre.

Skulle jo køre fra det sydsjællandske til det jyske. Pigebørnebørnene -vøninden og mig.

Jeg manglede benzin, men der er jo tanke nok .... troede jeg.  Og måleren blinkede lystigt. Den eneste tank der var på ruten inden broen, overså jeg. Så spurgte jeg en flink kontrollørdame, hvor langt der var til den næste tank. Lige efter broen, sagde hun. Det klarer vi nok, tænkte jeg – og gloede på den røde lampe.

Og vi kom lige over broen – og lidt længere – og lidt mere – og lampen lyste mere og mere ondt.

Så turde jeg ikke blive på motorvejen længere, drejede af – for der plejer jo at være en tank lige

efter en afkørsel. Men nej. Plejer var taget af plakaten på Fyn. Mine passagerer tog det med ophøjet ro, og jeg lovede dem verdens største is, når (hvis) vi nåede en tank. For lampen havde næsten ikke benzin nok til at lyse mere. Men vi nåede det. Sådan en tank hvor man skal putte kort eller penge i – og trykke på en f...... masse knapper. Sådan nogle bruger jeg aldrig. Men mit ældste pigebarnebarn, som lige har fået kørekort, klarede de paragraffer med stor sikkerhed.

Så var der det med den udlovede is. Vi måtte fortsætte på de små (og pæne) fynske landeveje, til vi fandt et sted med mange og store is. Så gik det ellers derudaf – for lidt forsinkede var vi jo blevet, og det gik rigtig pænt, ind til vi nåede Vejle, hvor Krak havde fortalt mig, hvad jeg så skulle. Men ikke om jeg/vi kunne finde vejen, så vi tog på en ufrivillig sightseeing rundt i omegnen, var på vej mod Jelling, og andre eksotiske småbyer, og endte til sidst halvvejs i Ribe eller Kolding. Men nydeligt var der.  

Tiden var efterhånden knap, så vi måtte bide i det sure, og gribe til en af vores livliner. Jeg som ellers er så stolt af min stedsans. Vi ringede op til gommen og blev håndført til bestemmelsesstedet, som var en stor smuk gård – laaaangt ude på landet. Vi nåede det. Lige.

Men alt var dejlig afslappet. Bruden gik og ordnede hår på nogen af de store tøser – gommen fik iført sig sit gommetøj, som han meget praktisk havde glemt i det sydsjællandske, men som blev bragt af én af gæsterne.

Her ses bruden - målrettet på vej mod søen.

Og det var et hjemmebryllup – i en skøn have ved en lillebitte sø – og Vejlebakkerne smukt arrangeret på den anden side af hækken. Og bruden tabte sin ene sko på vej ned til søen. Så den dag hed hun Askepot

Og alt var, som man kunne ønske sig.

Vejret var med os. Det er jo knap så festligt med paraplyer og gummistøvler.

Vøninden og bruden.

Mad er min livret – ikke mindst fisk - og den var forrygende (og til slut den bedste chokoladekage nogensinde).

Og familien, som fik os til at føle os så velkomne.   

 Pigebørnebørnene.

Så efter en herlig dag – der selvfølgelig sluttede med brudevalsen, vendte vi næsen hjemad.

Igen med pigebørnene på bagsædet – nu slumrende. Og kørte -  næsten - den lige vej hjemad, dog kneb det med at finde motorvejen, men det lykkedes dog omkring Fredericia. En dag må jeg vist ha mig sådan en bilting, der fortæller hvornår jeg skal dreje hvorhen. Eller osse ta lidt oftere til Jylland.

Men en dejlig dag blev det.