Hvertfald er der et bugnende paradisæbletræ, der danner baggrund for alverdens herligheder. Det var dagen for det årlige børneloppemarked, hvor byens (vistnok) yngste klasser sælger alt det, de ikke leger med mere. Og det var en hel del.

Jeg gik lige ind i Spiderman i halv legemsstørrelse, da jeg trend ud af min havelåge.

Og der var tæpper fyldte med lyserøde pigepyssenysser.

Der var livlig handlen i de tre timer butikkerne havde åbent.  Og til priser som ville sætte Fætter BR i skammekrogen, hvis han var kommet forbi. Barbiedukker til en femmer - plydsbamser til det samme - fine cykler til en halvtredser - rulleskøjter til en tier - osv.

Jeg har ikke børn og børnebørn i legealderen, men for tyve kroner købte jeg flere søde sommerkjoler og drengeskjorter, som nogle knap så forvænte småunger på SriLanka vil blive SÅ glade for. Engang i det nye år.

Men ideen bag loppemarkedet er god - børnene går til den med iver - tæller deres mønter, sammenligner og snakker. Og vejret holdt. Lige akkurat.

Jeg er fra dengang, man blev truet med opdragelsesanstalt eller husholdningsskole, hvis man ikke opførte sig manerligt. Det gjorde jeg sjældent. Resultatet blev en efterskole, som havde et islæt af begge dele. Der lærte jeg meget godt, bl.a. at tegne - male og synge, mens det der med at bage, aldrig blev noget der satte varige spor i min hukommelse.

Det var osse dengang det hed én bolle, og ikke at bolle.

Engang i mit voksenliv forsøgte jeg mig med flutes, det burde være simpelt. Men nej. De blev af en hårdhedsgrad, som ikke er set hverken før eller siden - selv ænderne i vores sø ville ikke spise dem. De var nok osse gået til bunds, hvis de havde prøvet.

Det er 17 år siden. I mellemtiden har jeg forsøgt mig endnu en gang - med et brød, hvor man bare skulle bruge færdigblandet mel, mælk og gær. Samme usle resultat.

Og så blev det påsken 2007 - henne i Brugsen havde de en blanding hvor der bare skulle puttes vand i. Jeg gav det en chance. Med minuturet i hånd og gennemlæsning af den simple tekst flere gange, fandt jeg så det fornødne værktøj frem, og indstillede mig på endnu en fiasko.

 

Vandet er hældt i - og nu skal der hæves.

•     Punkt 1 lykkedes - og nu er der rullet og formet og genhævet ................uh, det er en gyser.

Punkt 2: Så skal der pensles med mælk eller æg, men hvor får man en pensel fra. Jeg er jo hverken maler eller bager. Løsningen blev klør fem og en underkop med mælk.

Min veninde er græsenkemand i disse dage, og hvad er så mere nærliggende end at rådyrke vores fælles laster. Så jeg indkøbte en kasse med hakket svinekød (3-4 kilo er der vist i sådan en kasse), og rørte det meste af det til kødboller, således at vi nu på tredjedagen mæsker os med boller i karry. Venindens kone er ikke begejstret for retten, og det er hans og min yndlingspise, så nu har vi chancen, til at blive ved til vi segner.

Og for at fuldende lykken er desserten gul budding med rød sovs.

Det er en anden fælles yndlinsspise. Nøj, hvor vi hygger os.

Den sidste del af farsen, er frosset og formet til krebinetter (karbonader, som de hed i min barndoms Jylland), så de næste dages menu er sikret.      Med brun sovs og nye udenlandske kartofler. Men vi har da snakket om, at vi kan osse bare tø kødet op, og lave nogle flere boller. Vi kunne sagtens klare 3 dage mere af slagsen :-) Bon appetit.

og den ved li' præcis hvor den har dig. (starten af en julesang jeg skrev engang)

For nu skal der voldkøbes - svedes - bandes - slæbes og spises.

Ja, jeg skal ud og købe julegaver. Har forsøgt at ta' mig sammen til det siden weekenden, men nu er der ingen vej tilbage.

Der skal 1) Voldkøbes - fordi: Der står omkring tyve navne på min liste.

2)Svedes - fordi: I det storcenter jeg frekventerer, er der varmt og en million mennesker (der udskyder alting til sidste øjeblik).

3)Bandes - fordi: Det jeg helst ville købe, er for længst udsolgt, og fordi det er plat-umuligt at få en parkeringsplads.

4)Slæbes - fordi: Jeg får altid købt mere end én gave til hver.

Og sidst men ikke mindst, 5)Spises: Det hører jo med, og fordi det eneste sted man må ryge, er der hvor man spiser.

Men det bliver nok fornøjeligt, for jeg skal mødes med Store-Manse, og han er med på det hele.

Og han ved jo, hvad han selv og Lille-Manse og kæresterne ønsker sig. Det er en god ting.

Men jeg har (som nævnt) en liste med alle navnene, og det jeg tror, jeg vil købe til dem. Hvis ikke punkt 3 træder i kraft.

Og i morgen ser ligesådan ud - da handler det bare om julemaden.

Men Brugsen er tæt på - og har det hele. Håber jeg. Slik - ænder - piskefløde.

Og alt det andet der står på den seddel (som jeg snart skal ha lavet).

Og juletræet har føromtalte Manse lovet at få i hus - og på fod.

Og så har jeg jo hele lørdagen til at få det lille hus på hovedgaden til at ligne et Juledrømmehus.

Med pyntning - risengrød - brune kartofler - indpakning - de sidste nullermænd (måske), så der er jo masser af tid.

Så der er masser at glæde sig til - nu som .....dengang.

...her i det ganske danske dronningerige, det kommer bag på, at nu er der kun 12 dage til juleaften. Og der skulle Drømmehuset gerne ligne en gang gammeldags julehygge.

Men som sagerne står nu, har jeg ikke tænkt meget på, hvordan det skal lykkes.

Jeg har hovedet fuldt af Julekomedie og Sri Lanka-rejse.

Og de to ting har jeg styr på - tror jeg.

Jeg glæder mig ellers meget til juleaften sammen med den nærmeste familie, der i år er udvidet til også at omfatte pige-børnebørnene med forældre. Så vi bliver mindst 12.

Der kan godt blive flere, for hvis drengebørnebørnene har venner, der ikke har nogen steder at være, ja så plejer de at komme med også.

Men ikke en grangren eller en nisse er at se endnu, og ikke en julegave er der tænkt på.

Til gengæld har jeg været på en gevaldig IKEA-tur, og fik mig taget sammen til at købe et spisebord og stole, til den stue jeg aldrig har fået møbleret ordentligt (ting tar tid), så nu kan vi da få en siddeplads alle sammen.

Meeeen: Det skal lige samles først.

Sådan noget KAN jeg bare ikke. Jeg forsøgte at montere sådan en lille skuffeindretningsdims i en køkkenskuffe, ikke tale om jeg kunne få den til at være der. Jeg blev rimeligt hysterisk, men så kom veninden forbi, og med den ene hånd i lommen fik han monteret dimsen. Så han tager sig også kærligt af stole-samleriet. Og hænger billeder op, og alt sådan noget.

Julestemning i stadssuen.

De, jeg kender ved, at jeg er ret vild med farven orange, og IKEA havde bare nogle ting jeg måtte eje til rejsen: Kabinekuffert - PC-taske - og andre småting. Det der bekymrer mig mest er, om nu alle disse smarte finurligheder i sig selv vejer det, man må slæbe med som håndbagage, det er vist kun 5 kilo. Men til gengæld bliver jeg da til at få øje på - også i mørket.

Det blanke stof under taskerne er min sari, som jeg jo må ha' med, hvis jeg skulle blive inviteret til festivitas i det fjerne.

Men nu gælder det så om at holde focus på julen. Jule-træ-gaver-mad-lys-pynt o.s.v. Meeeen det skal da lige fortælles, at der er hjælp at hente. De store Manser plejer at ordne det med juletræet, og måske kommer Teoristen og pynter? Vøninden steger and - Farmor kommer med diverse julesul (som jeg steger) Ældste laver risalamanden - yngste vil også stege eller bage - så "det bliver nok alligevel jul i det gamle Drømmehus". Og jo forresten: Jeg har da købt mandelgaven.

Skulle faktisk kun én ting - nemlig til læge klokken 13. Et ganske ufarligt møde for at få kontrolleret et for lavt stofskifte. Det gik helt fint med det.

Men på vejen ind til den store by, passerede jeg noget, der vist hedder skildpadder.

Sådan tre forskudte forhøjninger der skal få os ned i fart. Og jeg, som ellers kører SÅ pænt, fik drønet hen over dimserne, med det resultat, at bilen begyndte at sige underligt.

Men til læge skulle jeg jo, så jeg fortsatte - med en underlig hyletone i øret og en umiskendelig lugt af brændt gummi i kabinen. Parkerede på en betalingsplads uden at købe billet -  ingen småpenge og for travl til at veksle. Havde faktisk glemt begge problemer, da jeg forlod lægen, for hun er meget underholdende, så nu ved jeg både, at hun har stået meget på vandski, og hendes søn har været udvekslingsstudent i Australien. Så jeg dalrede videre, nu jeg var i byen - købte for 20 kr. i Tigeren - spiste nogle usunde pølser og en kaloriemættet kakaomælk. Og kom så i tanker om parkeringsbilletten.  Men pyh ha. Det gik godt. Så var der hyletonen. Den var der stadig - så jeg hylede forsigtigt ud til JYSK for at købe nogle gardinstænger. Det kunne jeg ikke finde ud af, de var for lange - for korte eller forkerte. Direkte videre ud til Auto-Per i min egen by, hvor jeg forklarede, at jeg nok havde et lille problem. Hvorpå han kastede sit mekanikerblik på bilen sagde: Nej, du har et stort - du kan ikke køre en meter længere, se hvor den hænger. Jeg havde ødelagt støddæmperne - så der skal et nyt sæt på, og bilen hang så meget at karossen skrabede mod et dæk - derfor lugten af gummi. Bare fordi jeg kørte 40 i stedet for 20 - eller deromkring. Så kan jeg lære det, kan jeg.

Det dumme er, at vi lige havde siddet og snakket om, at der var kommet de der skildpadder på det stykke vej, og man skulle vel nok passe på.

Men der er jo altid noget at være glad for, jeg slap da for en parkeringsbøde, selv om jeg måske havde fortjent den.

Well - well. Auto-Per tilbød så at køre mig hjem, men jeg mente, at jeg havde godt af en lille gåtur.

Jeg, som aldrig rører mig ud af flækken. Så efter 3 minutters gåning i rimeligt tempo, måtte jeg skrue ned for ambitionerne og sætte i meget moderat slentre-gang. Kors, hvor jeg syns der var langt op til rundkørslen, hvor hovedgaden begynder. Den er også lang, men her er der dog et par butikker man kan falde i staver over, så jeg landede i første omgang i Røde Kors genbrug, hvor jeg for 30 kroner købte en hel sæk sommerbørnetøj, som jeg vil have med til Sri Lanka, når jeg efter jul lige smutter derhen. Der er så mange børn der ikke har noget, så 19 ud af mine 20 kilo bagage plejer at være foræringstøj.

Og jeg selv behøver alligevel ikke meget mere end en badedragt og en sarong. Og jeg ser smaddergodt ud i det outfit - især når jeg kommer cyklende (til stor undren og morskab for de lokale). Det er ikke så almindeligt, at hunkønsvæsner cykler der, og slet ikke fede, hvide koner der slingrer ud og ind mellem køer, geder og elefanter.

Og videre henne af den hjemlige gade fik jeg øje på, der var kommet en fodklinik. Jeg drejede direkte ind i butikken og fik bestilt en tid hos en sød ung behandler. Jeg har i flere år forsøgt at komme i kontakt med en sådan klinik, men der har altid været måneders ventetid, så jeg fortsatte med at bruge hammer og kædesav - med et noget flosset resultat. Og jeg fik sgi en tid allerede på torsdag. Det viste sig for øvrigt at klinikken havde eksisteret mere end et år, så jeg må erkende, at jeg ikke spadserer nok, og dermed ser for lidt.

Det var et held at bagerbutikken var lukket, eller var det da gået helt galt. Men den har måske åben på torsdag, når jeg SPADSERER hen til negledamen.

Så nu vil jeg sidde et stille sted med kaffe, og en af de der fy-ting som lægedamen syns jeg ryger for mange af.  Og næste gang vil jeg måske fortælle om mine tånegle - det kan godt gå hen og blive både en dramatisk og medrivende historie. Måske som billedreportage.

Jeg har en veninde. En 'han'-veninde. Vi har været veninder i over 30 år. Gennem tykt og tyndt.

Vi har også givet hinanden en veninde-ring. Det var en juleaften for mange år siden, hvor vi fik den geniale ide samtidigt. Og der sad vi så, med hver vores lille fjollede pakke med en ring. Det lo vi meget af den vinter! Vores respektive andre halvdele har gennem årene haft fuld forståelse for vores venskab - selv om det ofte har medført nattesæde på forskellig vis.

Min veninde har mange kvaliteter. Den mest iøjnefaldende er, at har man brug for hjælp, så er han der med det samme. Med hammer og skruemaskiner eller akut PC-hjælp eller hvad som helst.

Han har sgu forstand på alt mellem himmel og jord og alle de andre steder.

Ikke mindst på en god snak når vi trænger. Derfor nattesæderne.

Og rigtig mange i omgangskredsen ringer lige til ham når det kniber - og han kommer!

Selv kan jeg ikke en skid af alt det der praktiske, og står tit og synes, at jeg vil gøre noget til gengæld. Men svaret er til mig - og alle de andre:

Du kan bare gøre en anden en tjeneste.

Det er da flot, ikke?

Hvis bare verden fungerede sådan, ville den ikke være så ringe endda.

Så lad os øve os.

Der er nogle dejlige grønne områder og stisystemer bag Drømmehusets have, og normalt er de kun befærdede af byens folk og hunde på lufteture. Jo, og skolebørn med og uden cykler.

Men om ikke jeg vågnede op til nedenstående skue. Kun hækken og en cykelsti adskiller mig fra manegen. Hvordan de i løbet af no time får lavet en hel by, smukt organiseret i rækker og geledder,  kan forbløffe selv en gammel omrejsende revyspiller. For os tog det timer bare at stille mikrofoner og andet udstyr op, og afprøve lyden. Men vi havde nu heller ingen roadies. Her står 5 ens traktorer linet op - mindst 10 campingvogne (nogle på størrelse med en mindre landsbyskole) med flæsegardiner, potteplanter og verandaer, og der er hundegårde, stalde, toiletfaciliteter osv. Og selvfølgelig det store telt med indgangsport - billetsalg - flag og kulørte lamper.

Formiddagen igennem var der livlig aktivitet med de sidste gøremål, og små træningshold med hundene der gøede livligt. Og råb og ordrer inde fra teltet. Generalprøver ? Hopla !

Cirkus er stadig lidt magisk, så jeg måtte lige derover i eftermiddagens løb og smugkigge. Se hvilke dyr der var med, og hvem det mon var, der sagde som en mellemting mellem en søløve og en malkeko. Det fandt jeg nu aldrig ud af, men jeg så dog de dresserede og velmanicurerede hunde og nogle heste i stald, hvor der stod: Pas på - hestene bider.

Lige nu er forestillingen i gang med cirkusmusik af den gammeldags slags og begejstret sprechtstalmester og klapsalver.

Men om lidt blir her stille .....

Men først dagens navn: Budolfs/ Botholphus dag.

Botholphus grundlægger i 654 et kloster i Icanhoh nord for London (formentlig det nuværende Boston i Linconshire). Han dør omkring 680. Budolfi kirke i Aalborg er opkaldt efter ham.

Og i dag - 1352 år senere har undertegnede så pådraget sig en sportsskade.

Der er ikke den helt store forbindelse mellem de to begivenheder, men sidstnævnte er meget nærværende og for mig et bevis på, at motion er farlig. (jfr. min cykeltur i går).

Så nu humper jeg rundt med et trælår - eller hvad sådan noget nu kaldes (en ironman er det hvert fald ikke).

Alle mine planer om at gentage køreturen er nødvendigvis (ind til videre) droppet. Ja.

Men jeg var dog i stand til at ynke mig ud i bilen og køre til massage, har nemlig en fast aftale om dette plus healing hver lørdag.

Han hedder Thomas - han er dygtig - SÅ sød - og ydmyg.

Og så ser han i øvrigt ikke værst ud (jysk underdrivelse).

Ydmygheden går på det, han kan med sine hænder og de resultater han opnår.

For mit vedkommende handler det om en mave, der i perioder skaver sig så jeg nærmest er invalid.

Jeg har selvfølgelig løbende konsulteret den etablerede lægevidenskab og hjemført adskillige blisterpakninger med skræmmende bivirkninger. Uden resultat. Ud over nogle af bivirkningerne, forstås. Nå, men den mave klarede Thomas da lige en lørdag eftermiddag for en måned siden!!!

Og jeg er ellers ikke meget troende (det er Thomas for øvrigt heller ikke).

Han har fortalt om nogle af resultaterne - det der forundrer og glæder ham mest, er, at han har healet piger/damer, der i årevis har forsøgt at blive gravide med SÅ gode resultater at 10-12 par nu kan glæde sig over at de er blevet/skal være forældre.

Ja, hvad skal man tro?

Der ER mere mellem himmel og jord end så mange andre steder.

Nu håber jeg dog ikke, at jeg pludselig bliver med barn (selv om Helle-pigen altid har ønsket sig en lillesøster) - for så ville jeg sgu da ende på forsiden af Ekstra-tingen med en overskrift: Pensioneret pensionist er blevet mormor til sit eget barn ! Se midtersiderne.

Nå - ét spøg, et andet til side.

Thomas er min guru for tiden - og en sådan er da dejlig at have.

I øvrigt: Piphans pusler rundt mellem bonderoser og iris - betryggende nær den åbne dør.

Kan I have det rigtig godt derude, og være gode ved jer selv og et par stykker mere.

Han blev biskop på Cypern i år 470, ved hans grav skete der mange undere og han fik tilnavnet undergøreren.