På knæ.
12. mar 2009 06:57, benteh
Jeg blir aldrig færdig med at få øje på fattigdommen og elendigheden her på øen.
De enorme sociale forskelle – og den manglende hjælp fra ’The Government’.
Engang i februar - bedst som vi sad der på stranden ved vores stambord - fik vi øje på noget/nogen der forstyrrede 'idyllen'. OK - det er der tit - men dettte syn var bare for hjerteskærende. Vi måtte ned og se, hvad det drejede sig om.
Det var Keerthi. Vi kom i snak - og har siden pø om pø fået hans historie.
Og nu kigger efter ham hver dag - eller rettere - hvergang vi er på stranden. Hvis vi ikke lige kan se ham, går vi ned i vandkanten og kigger efter spor, for at se om han har været forbi. Der er spor efter fugle, hunde, folk med bare tæer eller sandaler. Og så er der Keerthis - et kilometerlangt slæbespor. Han kan bedst kravle nede ved vandet - for her er sandet mest fast.
’Vi’ er som regel Nikhil og mig – han er blevet vores projekt.
Et af dem.
Keerthi fik polio som barn – det samme gjorde han søster.
De er nu hhv. 29 og 22 år.
De bor sammen med deres mor – og Keerthi forsørger familien ved at kravle på stranden.
Han tigger i grunden ikke – han kravler der bare. Og får nogle penge.
I går havde han tjent 350 rupees, da vi mødte ham.
Han skal bruge 200 rps hver dag til en tuk-tuk, så han kan blive kørt til og fra stranden.
Så der skal kravles nogle kilometer, før der også er tjent til et kilo ris. (85 rps).
Han sparer sammen til en kørestol – er ikke helt klar over, om det er til ham selv eller søsteren.
Men det går ikke så godt med det – for familien skal jo ha mad først.
Men Keerthi er en glad fyr - trods sine hårde vilkår. Han ser også meget dårligt, det han får i hænderne, skal helt op foran det bedste øje, før han kan se, hvad det er. Men han smiler - snakker og fortæller.
Nikhil sørger for vand og mad til ham, hvergang han har muligheden. Her er det vores fælles frokost, der endte i de rigtige hænder.
Og så går det vist hjemad - efter en lang dag. Han kommer med tuk-tuk'en klokken 9 - og bliver hentet klokken 18.
Kort efter vi sagde farvel, startede regnen. Ikke bare regn. Troperegn. Ikke bare tropereng - men lårtyk troperegn. Temperaturen faldt mærkbart på nogle få minutter. Alle de lokale frøs så de klaprede - men vi var nok også nede på 26-28 grader. Håber bare Keerthi nåede i læ.
Vi har fået Keerthis adresse - og han vil så gerne have besøg af os. Men jeg tror ikke jeg tør - jeg føler mig så afmægtig, når jeg står ansigt til ansigt med al den elendighed.
Jeg ville hellere være ALmægtig - bare et øjeblik.
12. maj 2009 13:40
Åh Bente, det er hjerteskærende at læse om. Men tak fordi du beskiver det så utroligt smukt i ord og billeder!
14. maj 2009 21:53
Afmægtig, det kan jeg godt forstå, man må jo så bare håbe at man ikke tror at man er almægtig og har ansvaret for alle verdens ting. Måske man kan gøre noget amdet lige så godt som at besøge Keerthi hjemme.
15. maj 2009 12:24
Polio er en skrækkelig sygdom når der ikke gøre noget ved den og rigtig mange dør i en ung alder, efter at have levet et liv hvor de alligevel ikke lever helt...
For nylig døde en 71 årig dame af polio, efter at have levet 60 år i jernlunge... hun skulle efter sigende være den der er blevet ældst med sygdommen. Hun følte så at hun havde fået noget ud af sit liv, og det har vi andre jo nok svært ved at fatte...
Jeg får lyst til at give Keerthis en kørestol, det er jo skrækkeligt at vide, at det i dén grad ville øge livskvaliteten for et menneske, når man samtidig ved, at den mulighed har de bare ikke...
Jeg håber... at I også får nogle positive minder med hjem.