De enorme sociale forskelle – og den manglende hjælp fra ’The Government’.

Engang i februar - bedst som vi sad der på stranden ved vores stambord  - fik vi øje på noget/nogen der forstyrrede 'idyllen'. OK - det er der tit - men dettte syn var bare for hjerteskærende. Vi måtte ned og se, hvad det drejede sig om.

Det var Keerthi. Vi kom i snak - og har siden pø om pø fået hans historie.

Og nu kigger efter ham hver dag - eller rettere - hvergang vi er på stranden. Hvis vi ikke lige kan se ham, går vi ned i vandkanten og kigger efter spor, for at se om han har været forbi. Der er spor efter fugle, hunde, folk med bare tæer eller sandaler. Og så er der Keerthis - et kilometerlangt slæbespor. Han kan bedst kravle nede ved vandet - for her er sandet mest fast.

’Vi’ er som regel Nikhil og mig – han er blevet vores projekt.

Et af dem.

Keerthi fik polio som barn – det samme gjorde han søster.

De er nu hhv. 29 og 22 år.

De bor sammen med deres mor – og Keerthi forsørger familien ved at kravle på stranden.

Han tigger i grunden ikke – han kravler der bare. Og får nogle penge.

I går havde han tjent 350 rupees, da vi mødte ham.

Han skal bruge 200 rps hver dag til en tuk-tuk, så han kan blive kørt til og fra stranden.

Så der skal kravles nogle kilometer, før der også er tjent til et kilo ris. (85 rps).

Han sparer sammen til en kørestol – er ikke helt klar over, om det er til ham selv eller søsteren.

Men det går ikke så godt med det – for familien skal jo ha mad først.

Men Keerthi er en glad fyr - trods sine hårde vilkår. Han ser også meget dårligt, det han får i hænderne, skal helt op foran det bedste øje, før han kan se, hvad det er. Men han smiler - snakker og fortæller.

Nikhil sørger for vand og mad til ham, hvergang han har muligheden. Her er det vores fælles frokost, der endte i de rigtige hænder.

Og så går det vist hjemad - efter en lang dag. Han kommer med tuk-tuk'en  klokken 9 - og bliver hentet klokken 18.    

Kort efter vi sagde farvel, startede regnen. Ikke bare regn. Troperegn. Ikke bare tropereng - men lårtyk troperegn. Temperaturen faldt mærkbart på nogle få minutter. Alle de lokale frøs så de klaprede - men vi var nok også nede på 26-28 grader. Håber bare Keerthi nåede i læ.

Vi har fået Keerthis adresse - og han vil så gerne have besøg af os. Men jeg tror ikke jeg tør - jeg føler mig så afmægtig, når jeg står ansigt til ansigt med al den elendighed.

Jeg ville hellere være ALmægtig - bare et øjeblik.

Så vi tog et smut sydpå, for at kigge på hvordan skildpadder ser ud, når de ikke er på dåse eller forlorne. Havskildpadder, forstås.

Der er mange små og større farme langs kysten, hvor man kan komme i nærkontakt med padderne.

Man betaler en beskeden entre, og så er der ellers en erfaren guide, der fortæller løs.

Vores guide spurgte, hvor vi kom fra, og hvilket sprog han skulle bruge.

Dansk - sagde vi med et grin.

Pokker om ikke manden kunne noget dansk, så vi fik en sjov rundvisning på engelsk – spækket med danske gloser. Pengene fra entreen går ubeskåret til at redde så mange skildpadder som muligt.

Man opkøber æggene – som fiskerne finder på stranden – betaler dem et rimeligt beløb pr. æg, og forhindrer derved at æggene blir spist.

Så blir de gravet ned i beskyttede ’haver’ – og mærket med dato.

Efter udrugningen blir de puttet i bassiner hvor de svømmer rundt i 3 til 5 dage, og slutteligt – under overvågning – sat på stranden, så de kan komme tilbage til havet.

Denne metode gør, at 50 til 75 procent overlever den første farlige tid.

Jeg har førhen været med til at sætte skildpaddeunger i sandet, sådan en 10-20 meter fra vandet, og det var fantastisk at se, hvordan de alle på sekunder fandt retningen – krabbede hen over sandet – og væk var de.

Billedet herunder er et kig ind til området hvor æggene bliver ruget ud. Det ligner en lille kirkegård - men er jo det modsatte.

Og så bliver de puttet i bassinerne - der er godt nok mange, og der er fart på dem.

Og de prøver hele tiden at komme op af bassinet - de vil ud til havet. NU. Så her ses et veritabelt flugtforsøg.

Jeg tror 'Toms' med cremefyld smager bedre.

Der er også voksne skildpadder - på over 30 kilo. Flere af dem er på rekreation - fundet på stranden med en skade, og vil blive sat ud igen.. Andre har været på farmen så længe, at de kun kan klare sig der.

Her er Nikhil med en mellemstor sag.

Og så lige tæt på. 

Efter sådan et besøg har jeg ikke mere så meget imod at blive kaldt 'the turtle'.

Det er et fantastisk dyr - sådan en padde. Kluntet på land - hurtig og elegant i vandet.

Jeg spurgte (bekymret), om der nu også var farbart for en pensioneret pensionist med dårlig kondi og balance – og et vist mål af overvægt.

Yes yes – sagde alle de lokale, der kendte stedet. No problem.

Så vi stavlede os lige sammen – 14 mand i en Van.

Efter en time nåede vi ud til et junglelignende terræn og blev gennet ud af bilen.

Min bekymring voksede, da jeg blev præsenteret for første forhindring: En overmåde bred grøft fyldt med mange og store sten.   

Jeg kæftede op: Det her kan jeg ikke – jeg går tilbage til bilen.

Nå, over kom jeg da – og åndede lettet op. Men ikke ret længe.

Stien slog et smukt sving – og åbenbarede et udtørret flodleje med yderligt to millioner sten, der lå som kastet af en sur kæmpetrold.

Så gik jeg helt papaya: NEJ – nu går jeg tilbage til bilen.

No no – jow jow – I’ll help – pis - you can do it – gu’ ka jeg ej – come on – jeg vil hjem – just go on.

Så jeg kom over igen, og lod mig for en stund besnære af junglens mangfoldigheder – herunder aber der gnaskede løs på nogle store frugter, som jeg ikke lige kender fra Superbrugsens ellers så velassorterede grøntafdeling.

Nedenstående foto viser en af de nemme passager.     

Herunder en del af ekspeditionens deltagere. De fleste heldigvis letbenede - men alle måtte dog se godt efter, hvor de trådte.

Trængslerne var slet ikke forbi – der var endnu et par omgange med sten, grøfter og flodlejer (jeg holdt kæft nu – for der var ingen vej tilbage – hvert fald ikke ved egen kraft)     

Og endelig nåede vi frem til vandfaldet.

Hæ. Der var bare ikke noget vandfald – thi på grund af tørken var det for længst holdt op med at falde nogen steder.   

Tilbage var en fin lille sø med klart køligt vand (22 grader) – omgivet af store sten.

Og alle hoppede i vandet – de lokale piger fuldt påklædte - og vi fra det europæiske i det antræk, vi nu fandt passende.

Det var helt klart en oplevelse for vores singhalesiske venner, der dels ikke har mange fridage, ej heller råd til at leje en bil og køre på picnic. To 13-års drenge var også med: Chantu og Rimoti – de var kun oppe af vandet, mens vi spiste. Traktementet var tilpas eksotisk – rice and curry med tørfisk og brødfrugt – spist med fingrene, som man gør her til lands.

Min største fornøjelse den dag, var at se hvordan vores venner nød turen – klatrede som gazeller op og ned af stenene – og I træerne. Svømmede – grinede – snakkede.

Hvem der bare kunne siddde som Chatura her. Men det er nu ikke så mange forundt. Selv måtte jeg nøjs med at plante min brede bag på en stor sten med kun få skarpe kanter, og der sad jeg, og fik en del af tiden til at gå, med at spekulere på hjemturen.

Men jeg strammede ballerne - holdt igen kæft - og kastede mig ud i det, da tiden kom. (Igen med rigelig fælles indsats). Men der var jo heller ingen vej uden om, medmindre jeg ville flytte min folkeregisteradresse til: ’Waterfall with out fall’ 3. sten t.h.

Og ellers overleve på abernes nedfaldsfrugt.

Men hvis nogen spørger om jeg tager turen igen, er svaret NEJ.

Der er jeg stenhaftig! ........ Tror jeg.

PS - vil lige fortælle, at alle de dramatisk beskrivende billeder er taget af Store-Manse. Han er rigtig god på udløserknappen - syns Mormor'en.

Der smuttede sørmer nogle måneder. Har ikke kunnet ta’ mig sammen.

Men bedre sent end så meget andet.

Som det ses af sidste indlæg, var vi lige et smut på børneloppemarked.

Og nu har de indkøbte effekter fundet vej til deres nye små ejere.

Hanne, Kerstin og jeg forlod det danske mørke 6. januar, med kufferterne fulde af lopper.

De to rejste hjem igen efter en måned, men vi nåede at besøge mange af vores singhalesiske venner sammen. Og lege julemænder  m/k.

Vi – Helle, Maja og jeg - var til børneloppemarked, og tænk, der var ikke et eneste barn til salg.

Bortset fra ’et sæt’ med en lille hund og to foretagsomme smådrenge. Og jeg skal jo ikke have hund.

Da jeg stod ved en bod og sagde: Nøj – hvor er her meget, svarede moren: Så sku’ du se, hvad de har derhjemme.

Fætter BR og de andre giganter har ikke reklameret forgæves. Men det skal siges, at priserne her er noget mere rimelige. 2 Barbie-dukker med en pose tøj og lyserød cykel: 25 kroner. Bamser og andre bløde dyr fra 3 til 10 kroner. Ubrugte med skilt på !

Så vi købte vildt ind. Der stod Sri Lanka i øjnene på os, for det er de færreste børn dernede, der ejer et stykke legetøj. Og lille Noah (her fra landet) på 9 måneder har nu alt hvad sådan en lille fyr får brug for de næste pår år: Aktivitetscenter - biler - gåvogn - bamser o.s.v.

I starten så det sådan ud – senere blev det meget værre.

Så her ses to høstsild med noget af dagens høst.

Og gæt hvem der måtte eje dette lyserøde prinsessetelt?

Helle selvfølgelig.

Og til næste år vil det være at finde på Femø-jazzen ved siden af 'campningsvognen' - og hvis man ikke opfører sig ordenligt, så kan man sætte sig derind og tænke sig om - iført medfølgende englevinger og diadem. Tror der bliver trængsel.

Og nedenstående viser det meste af vores samlede indkøb.

Så vi overvejede såmænd, om ikke vi skulle lave et privat loppemarked og tjene lidt sorte penge. For som sagt - det var virkelig tilbudspriser. Men nej - vi fylder kufferterne, og håber på at tjek-ind-kontrollen til den tid kniber det ene øje lidt i.

PS: Kattene kommer dog ikke med.

….. er en forrygende blanding. Så jeg er lige nødt til at genudsende et billede med pytonslangen. En tiger-pyton er det for øvrigt. Denne gang var det små feriebørn, jeg havde på besøg, og 7-8 års unger har hverken fordomme eller fobier. De er bare begejstrede, betuttede og betagede. Så her er de med krabaten – ud på græsset med ham og forsigtig fat under maven, og så 1-2-3 så løfter vi.

Jasmin i hale-enden måtte bruge alle sine kræfter for at bære.

Og Kit var sej – hun gik heller ikke af vejen for kejserskorpionen.

Den er skisme stor på sådan en lille pigearm. Lærke ser noget betænkelig ud, og nøjes med at kigge. Men Jesper har – som altid – fat i den lange ende. Der er ingen af dyrene der er giftige – den kan da stikke, så det svir lidt, men heller ikke mere.

Nå, men så måtte moderen jo vise, at hun også duede til noget. Så efter et par dybe vejrtrækninger lod hun tarantellen tage solbad på håndryggen.

Vi andre heppede: Smil, Dorte. Smil. Og hun prøvede virkeligt. Og det så ud som om, tarantellen smilede tilbage.

For øvrigt skal jeg passe menageriet i næste uge, hvor alle på Den Gamle Kro skal på ferie. Papegøjerne skal nok få deres frugt – og en lille snak. Men slangerne fodrer jeg altså ikke, de skal ha levende føde. Og det bliver ikke af mig.

Dappede hen i den lokale Brugs for at købe nødvendigheder. Meget målrettet.

Skred i svinget straks jeg ankom, thi udenfor stod store kasser med noget meget billigt.

Stolehynder til havemøbler – med ryg. 25 kroner pr styk – nedsat fra noget ganske uhyrligt.

Jeg grabbede straks en stavl til mig (for der var rift om dem) – og stod så der uden vogn, med en håndfuld uhåndterlige plastikindpakkede hynder, som gled fra mig mange gange. Altså lagde jeg dem straks ind i bilen, der stod tæt på.

Næste step var kiosken, hvor man kan betale for de der udendørs fund. Mens jeg ventede på min tur – råbte jeg lige til hende, der stod ved lotto-maskinen om at lave mig to lynlotto, men hun var ikke til at flytte med, så under megen grinen måtte jeg bevæge mig hen til hende, hev pungen op for at betale, og hun spottede straks indholdet: Hvad med det gamle lort du har der? Skal det ikke indløses? Jo da – jeg hev to gamle kuponer frem, og som hun sagde: Man skal da også holde øje med det hele – nu slipper du med 3 kroner. Så nåede vi frem til det med hynderne – hun ikke så meget som blinkede over, de allerede lå i bilen, men hun skulle bruge stregkoden. Men om ikke hun piskede udenfor og undersøgte sagen.

Næste step var inde i butikken, hvor jeg fik øje på en poseløs støvsuger, som jeg åbnede for at se, hvordan den virkede indeni. Fik vristet beholderen ud – men ikke tale om jeg kunne åbne den. Så kom der en personale forbi, og jeg bad om hjælp. Hun kunne heller ikke – og tilkaldte endnu én.

Men nej, om det hjalp, så han mente, det nok var lige denne beholder der var forkert – og pakkede en ny støvsuger ud. Der stod vi så – 3 mand høj, mellem kasser, slanger og tilbehør og baksede med en lille dum plastikdims. Damen fandt ud af det – meget simpelt i grunden, men ikke så indlysende.

Igen grin og snak – og jeg efterlod dem med alt roderiet (uden støvsuger). Nu nærmede jeg mig målet: Grøntsagsafdelingen. Her blev jeg stoppet af en ny personale, som med en bon og nogle penge i hånden forklarede, at sidst jeg var i blomsterafdelingen, havde jeg bedt om at få 100 kroner oveni – men var gået fra pengene. Og hun havde ikke set mig før nu.

Alt i alt: Der er sgu da service i den Brugs.

Og runden sluttede med en hyggelig snak ved kassen med en lille 4-5 års pige (og hendes far) om katte og kattemad, og når hun blev lisså stor og tyk som sin far, ville hun få så mange muskler, at hun kunne løfte deres kat på 13 kilo.

Sig ikke, at det nødvendigvis er kedeligt at købe ind. Sådan lokalt.

PS: Men jeg vandt ikke på lottokuponen.

Jesper  - der står i hovedenden, er ham der ejer Jungle-ekspressen, som bl.a. andet turnerer rundt på skoler og andre institutioner - og han er verdens bedste fortæller, vidende og engageret. (Beklager den forringede billedkvalitet - men systemet her skærer altså enderne af billederne - så hovedet af slangen ligger et sted i cyberspace)

Ovenstående er et vandrende blad - et af de yndigste insekteker jeg har set.

Og stjerneskildpadden kan du ha i din hule hånd - den er mindre end Toms - dem af chokolade.

Jo jo - Den Gamle Kro i Holme Olstrup kan sagtens konkurrere med BonBonLand lidt længere oppe af vejen.

 

Alle tre har de været på Roskildefestival – og så lige hjem og vende (sove ud) – og så den helt store kontrast: Ferie i Drømmehuset.

De kan vende på en tallerken. I løbet af no time havde jeg alle mine små piger igen – selvom de er 16 – 17 og 19 år efterhånden.

Og trappen ned til køkkenet er besat det meste af tiden.

Og snakken går – jeg bliver opdateret om alt det sidste nye: Skole – arbejde – kærester – musik.

Er det ikke utroligt de gider – de der friske unge skud – og mig gamle træstub?

Og Hellepigen – deres elskede gudmor – er her også det meste af tiden, så da de sent-sent skulle puttes, var der ingen vej udenom: De ville ha godnathistorie og godnatsang.

Helles godnathistorier er noget helt specielt, lytterne vælger hver især noget der skal indgå i historien. Første aften var det: En orangefarvet kat – en rig familie og en fattig familie.

Jeg hørte ikke hele eventyret, men ved, at den fattige familie lige havde den orangefarvede hankat, som kongefamilien manglede – så ’de levede lykkeligt til deres dages ende’.

Og godnatsangen er altid: Du er min øjesten. Hvor frydeligt.

Det blev til en god lang nat-og formiddagssøvn – og dagen igennem blev huset igen fyldt med snak og grin.

Og alt det gamle tegnegrej blev fundet frem - og flittigt brugt.

Og feriehygge på langs - med en god bog er herligt.

Der blev også tid til en lang gåtur – ned og besøge drengebørnebørnene på Den Gamle Kro. Her blev de bl.a. introduceret for indbyggerne i Jungle-ekspressen: Kejserskorpionen – fugleedderkoppen – det vandrende blad og meget mere.

Og den store hvide python (på 65 kilo) blev båret ud på græsplænen, mens papegøjerne skræppede på deres udendørs pind.  

Jo jo – vi kan det meste her i det sydsjællandske.

Og i aftes blev alle mobiler lagt på is – og så blev der ellers spillet Bezzerwizzer til den næsten lyse morgen. Kan man ønske sig mere? Ikke mig hvert fald.

PS: Og godnathistorien var om en slatten prins – en handlekraftig prinsesse og et spøgelse.

Prinsen blev smidt ud. *G*

Ovenstående viser Gunhild for fuld udblæsning i Svend, Knud og Valdemar for to år siden. Og sådan var hun - fart på og med på det hele - lige til det sidste. I onsdags spændte hun sin trailer efter bilen og kørte til Fensmark og fjernede affald for vennerne. Dagen efter kunne hun ikke mere. Men hun døde stående - på sit værksted - i fuld gang med hammer, sav og maskiner, og med hvidtekalk på næverne. Hendes sidste projekt var at skifte garageporten ud. Da hun var ung - 75 år - sad hun overskrævs på tagrygningen og reparerede sit tag på sit lille husmandssted.

Vores venskab er 30 år gammelt - jeg mødte hende og hendes mand - Volmer - over en håndfuld musik og viser i vores lokale Folkemusikhus, så vi har sunget sammen i mange år. Og vi tre skrev en julekomedie som blev en verdenssucces på Sydsjælland - vi lavede revyer - børne og voksenteater - musikarrangementer og meget mere. Vi optrådte i korsetter - parykker - glimmer og laser. Øvede os mens vi hulkede af grin og kneb ballerne sammen for ikke at vådte. Gunhild havde et stort komisk talent - et af den slags hvor hun bare kunne gå ind på en scene - kigge sig Gunhildsk omkring og så lå hele salen flad af grin. Hendes sidste optræden var i efteråret hvor hun spillede mormor i 'Det' bare mænd' - ingen snerperi der - hun morede sig. Og mandolinen var altid inden for rækkevidde - hvis vi lige havde brug for en sang - eller var i humør til at klappe til noget russisk.

Vi endte såmænd også med at blive i familie - vi er Bedstemor og Mormor til de samme 3 børn - en lidt indviklet historie, men en god og glædelig een. Og vi har fulgt hinanden tæt under vores mænds sygdom og død - men vi har sunget videre hvergang vi havde muligheden.

Min verden er blevet mindre - igen.