Jeg blir aldrig færdig med at få øje på fattigdommen og elendigheden her på øen.

De enorme sociale forskelle – og den manglende hjælp fra ’The Government’.

Engang i februar - bedst som vi sad der på stranden ved vores stambord  - fik vi øje på noget/nogen der forstyrrede 'idyllen'. OK - det er der tit - men dettte syn var bare for hjerteskærende. Vi måtte ned og se, hvad det drejede sig om.

Det var Keerthi. Vi kom i snak - og har siden pø om pø fået hans historie.

Og nu kigger efter ham hver dag - eller rettere - hvergang vi er på stranden. Hvis vi ikke lige kan se ham, går vi ned i vandkanten og kigger efter spor, for at se om han har været forbi. Der er spor efter fugle, hunde, folk med bare tæer eller sandaler. Og så er der Keerthis - et kilometerlangt slæbespor. Han kan bedst kravle nede ved vandet - for her er sandet mest fast.

’Vi’ er som regel Nikhil og mig – han er blevet vores projekt.

Et af dem.

Keerthi fik polio som barn – det samme gjorde han søster.

De er nu hhv. 29 og 22 år.

De bor sammen med deres mor – og Keerthi forsørger familien ved at kravle på stranden.

Han tigger i grunden ikke – han kravler der bare. Og får nogle penge.

I går havde han tjent 350 rupees, da vi mødte ham.

Han skal bruge 200 rps hver dag til en tuk-tuk, så han kan blive kørt til og fra stranden.

Så der skal kravles nogle kilometer, før der også er tjent til et kilo ris. (85 rps).

Han sparer sammen til en kørestol – er ikke helt klar over, om det er til ham selv eller søsteren.

Men det går ikke så godt med det – for familien skal jo ha mad først.

Men Keerthi er en glad fyr - trods sine hårde vilkår. Han ser også meget dårligt, det han får i hænderne, skal helt op foran det bedste øje, før han kan se, hvad det er. Men han smiler - snakker og fortæller.

Nikhil sørger for vand og mad til ham, hvergang han har muligheden. Her er det vores fælles frokost, der endte i de rigtige hænder.

Og så går det vist hjemad - efter en lang dag. Han kommer med tuk-tuk'en  klokken 9 - og bliver hentet klokken 18.    

Kort efter vi sagde farvel, startede regnen. Ikke bare regn. Troperegn. Ikke bare tropereng - men lårtyk troperegn. Temperaturen faldt mærkbart på nogle få minutter. Alle de lokale frøs så de klaprede - men vi var nok også nede på 26-28 grader. Håber bare Keerthi nåede i læ.

Vi har fået Keerthis adresse - og han vil så gerne have besøg af os. Men jeg tror ikke jeg tør - jeg føler mig så afmægtig, når jeg står ansigt til ansigt med al den elendighed.

Jeg ville hellere være ALmægtig - bare et øjeblik.

Jeg har denne gang været mere rundt i landet, end jeg plejer – alt sammen fordi Hanne var i Sri Lanka for første gang, og skulle se og opleve mest muligt.

Så vi tog et smut sydpå, for at kigge på hvordan skildpadder ser ud, når de ikke er på dåse eller forlorne. Havskildpadder, forstås.

Der er mange små og større farme langs kysten, hvor man kan komme i nærkontakt med padderne.

Man betaler en beskeden entre, og så er der ellers en erfaren guide, der fortæller løs.

Vores guide spurgte, hvor vi kom fra, og hvilket sprog han skulle bruge.

Dansk - sagde vi med et grin.

Pokker om ikke manden kunne noget dansk, så vi fik en sjov rundvisning på engelsk – spækket med danske gloser. Pengene fra entreen går ubeskåret til at redde så mange skildpadder som muligt.

Man opkøber æggene – som fiskerne finder på stranden – betaler dem et rimeligt beløb pr. æg, og forhindrer derved at æggene blir spist.

Så blir de gravet ned i beskyttede ’haver’ – og mærket med dato.

Efter udrugningen blir de puttet i bassiner hvor de svømmer rundt i 3 til 5 dage, og slutteligt – under overvågning – sat på stranden, så de kan komme tilbage til havet.

Denne metode gør, at 50 til 75 procent overlever den første farlige tid.

Jeg har førhen været med til at sætte skildpaddeunger i sandet, sådan en 10-20 meter fra vandet, og det var fantastisk at se, hvordan de alle på sekunder fandt retningen – krabbede hen over sandet – og væk var de.

Billedet herunder er et kig ind til området hvor æggene bliver ruget ud. Det ligner en lille kirkegård - men er jo det modsatte.

Og så bliver de puttet i bassinerne - der er godt nok mange, og der er fart på dem.

Og de prøver hele tiden at komme op af bassinet - de vil ud til havet. NU. Så her ses et veritabelt flugtforsøg.

Jeg tror 'Toms' med cremefyld smager bedre.

Der er også voksne skildpadder - på over 30 kilo. Flere af dem er på rekreation - fundet på stranden med en skade, og vil blive sat ud igen.. Andre har været på farmen så længe, at de kun kan klare sig der.

Her er Nikhil med en mellemstor sag.

Og så lige tæt på. 

Efter sådan et besøg har jeg ikke mere så meget imod at blive kaldt 'the turtle'.

Det er et fantastisk dyr - sådan en padde. Kluntet på land - hurtig og elegant i vandet.

Vi skulle en tur ind i landet og kigge på et vandfald og bade i floden der.

Jeg spurgte (bekymret), om der nu også var farbart for en pensioneret pensionist med dårlig kondi og balance – og et vist mål af overvægt.

Yes yes – sagde alle de lokale, der kendte stedet. No problem.

Så vi stavlede os lige sammen – 14 mand i en Van.

Efter en time nåede vi ud til et junglelignende terræn og blev gennet ud af bilen.

Min bekymring voksede, da jeg blev præsenteret for første forhindring: En overmåde bred grøft fyldt med mange og store sten.   

Jeg kæftede op: Det her kan jeg ikke – jeg går tilbage til bilen.

Nå, over kom jeg da – og åndede lettet op. Men ikke ret længe.

Stien slog et smukt sving – og åbenbarede et udtørret flodleje med yderligt to millioner sten, der lå som kastet af en sur kæmpetrold.

Så gik jeg helt papaya: NEJ – nu går jeg tilbage til bilen.

No no – jow jow – I’ll help – pis - you can do it – gu’ ka jeg ej – come on – jeg vil hjem – just go on.

Så jeg kom over igen, og lod mig for en stund besnære af junglens mangfoldigheder – herunder aber der gnaskede løs på nogle store frugter, som jeg ikke lige kender fra Superbrugsens ellers så velassorterede grøntafdeling.

Nedenstående foto viser en af de nemme passager.     

Herunder en del af ekspeditionens deltagere. De fleste heldigvis letbenede - men alle måtte dog se godt efter, hvor de trådte.

Trængslerne var slet ikke forbi – der var endnu et par omgange med sten, grøfter og flodlejer (jeg holdt kæft nu – for der var ingen vej tilbage – hvert fald ikke ved egen kraft)     

Og endelig nåede vi frem til vandfaldet.

Hæ. Der var bare ikke noget vandfald – thi på grund af tørken var det for længst holdt op med at falde nogen steder.   

Tilbage var en fin lille sø med klart køligt vand (22 grader) – omgivet af store sten.

Og alle hoppede i vandet – de lokale piger fuldt påklædte - og vi fra det europæiske i det antræk, vi nu fandt passende.

Det var helt klart en oplevelse for vores singhalesiske venner, der dels ikke har mange fridage, ej heller råd til at leje en bil og køre på picnic. To 13-års drenge var også med: Chantu og Rimoti – de var kun oppe af vandet, mens vi spiste. Traktementet var tilpas eksotisk – rice and curry med tørfisk og brødfrugt – spist med fingrene, som man gør her til lands.

Min største fornøjelse den dag, var at se hvordan vores venner nød turen – klatrede som gazeller op og ned af stenene – og I træerne. Svømmede – grinede – snakkede.

Hvem der bare kunne siddde som Chatura her. Men det er nu ikke så mange forundt. Selv måtte jeg nøjs med at plante min brede bag på en stor sten med kun få skarpe kanter, og der sad jeg, og fik en del af tiden til at gå, med at spekulere på hjemturen.

Men jeg strammede ballerne - holdt igen kæft - og kastede mig ud i det, da tiden kom. (Igen med rigelig fælles indsats). Men der var jo heller ingen vej uden om, medmindre jeg ville flytte min folkeregisteradresse til: ’Waterfall with out fall’ 3. sten t.h.

Og ellers overleve på abernes nedfaldsfrugt.

Men hvis nogen spørger om jeg tager turen igen, er svaret NEJ.

Der er jeg stenhaftig! ........ Tror jeg.

PS - vil lige fortælle, at alle de dramatisk beskrivende billeder er taget af Store-Manse. Han er rigtig god på udløserknappen - syns Mormor'en.

Huiiiisccchhh.

Der smuttede sørmer nogle måneder. Har ikke kunnet ta’ mig sammen.

Men bedre sent end så meget andet.

Som det ses af sidste indlæg, var vi lige et smut på børneloppemarked.

Og nu har de indkøbte effekter fundet vej til deres nye små ejere.

Hanne, Kerstin og jeg forlod det danske mørke 6. januar, med kufferterne fulde af lopper.

De to rejste hjem igen efter en måned, men vi nåede at besøge mange af vores singhalesiske venner sammen. Og lege julemænder  m/k.