Vandfald - uden vand og fald.

Vi skulle en tur ind i landet og kigge på et vandfald og bade i floden der.

Jeg spurgte (bekymret), om der nu også var farbart for en pensioneret pensionist med dårlig kondi og balance – og et vist mål af overvægt.

Yes yes – sagde alle de lokale, der kendte stedet. No problem.

Så vi stavlede os lige sammen – 14 mand i en Van.

Efter en time nåede vi ud til et junglelignende terræn og blev gennet ud af bilen.

Min bekymring voksede, da jeg blev præsenteret for første forhindring: En overmåde bred grøft fyldt med mange og store sten.   

Jeg kæftede op: Det her kan jeg ikke – jeg går tilbage til bilen.

Nå, over kom jeg da – og åndede lettet op. Men ikke ret længe.

Stien slog et smukt sving – og åbenbarede et udtørret flodleje med yderligt to millioner sten, der lå som kastet af en sur kæmpetrold.

Så gik jeg helt papaya: NEJ – nu går jeg tilbage til bilen.

No no – jow jow – I’ll help – pis - you can do it – gu’ ka jeg ej – come on – jeg vil hjem – just go on.

Så jeg kom over igen, og lod mig for en stund besnære af junglens mangfoldigheder – herunder aber der gnaskede løs på nogle store frugter, som jeg ikke lige kender fra Superbrugsens ellers så velassorterede grøntafdeling.

Nedenstående foto viser en af de nemme passager.     

Herunder en del af ekspeditionens deltagere. De fleste heldigvis letbenede - men alle måtte dog se godt efter, hvor de trådte.

Trængslerne var slet ikke forbi – der var endnu et par omgange med sten, grøfter og flodlejer (jeg holdt kæft nu – for der var ingen vej tilbage – hvert fald ikke ved egen kraft)     

Og endelig nåede vi frem til vandfaldet.

Hæ. Der var bare ikke noget vandfald – thi på grund af tørken var det for længst holdt op med at falde nogen steder.   

Tilbage var en fin lille sø med klart køligt vand (22 grader) – omgivet af store sten.

Og alle hoppede i vandet – de lokale piger fuldt påklædte - og vi fra det europæiske i det antræk, vi nu fandt passende.

Det var helt klart en oplevelse for vores singhalesiske venner, der dels ikke har mange fridage, ej heller råd til at leje en bil og køre på picnic. To 13-års drenge var også med: Chantu og Rimoti – de var kun oppe af vandet, mens vi spiste. Traktementet var tilpas eksotisk – rice and curry med tørfisk og brødfrugt – spist med fingrene, som man gør her til lands.

Min største fornøjelse den dag, var at se hvordan vores venner nød turen – klatrede som gazeller op og ned af stenene – og I træerne. Svømmede – grinede – snakkede.

Hvem der bare kunne siddde som Chatura her. Men det er nu ikke så mange forundt. Selv måtte jeg nøjs med at plante min brede bag på en stor sten med kun få skarpe kanter, og der sad jeg, og fik en del af tiden til at gå, med at spekulere på hjemturen.

Men jeg strammede ballerne - holdt igen kæft - og kastede mig ud i det, da tiden kom. (Igen med rigelig fælles indsats). Men der var jo heller ingen vej uden om, medmindre jeg ville flytte min folkeregisteradresse til: ’Waterfall with out fall’ 3. sten t.h.

Og ellers overleve på abernes nedfaldsfrugt.

Men hvis nogen spørger om jeg tager turen igen, er svaret NEJ.

Der er jeg stenhaftig! ........ Tror jeg.

PS - vil lige fortælle, at alle de dramatisk beskrivende billeder er taget af Store-Manse. Han er rigtig god på udløserknappen - syns Mormor'en.