En Kitdag

...var, hvad vi alle tog os i går.

Og som vi dog havde glædet os. Kit og jeg havde købt gaver til hinanden for længe siden, og kunne næsten ikke vente med at se hinanden og aflevere dem.

På den måde er jeg såmænd ikke ældre end Kit.

Med forsigtighed måtte jeg åbne denne her.

Med fjerboa og pinkfarvede sko. Det kan ikke gøres bedre når man er 7 år – så den får hæderspladsen et sted, hvor de mere foretagsomme katte ikke kan vælte den.

Så var det min tur – jeg var så spændt på, om jeg nu havde købt den rigtige størrelse. Yes !!!

 Så her er Kit i model lilla – og med påfuglevifte og anden pynt.

Og på næste billede i laksefarvet outfit.

Og hun var så lækker, at moderen måtte vold-kramme flere gange. *G*

Og så gik dagen ellers med Kit og kattene – DD’s hjemmebagte boller og Skrappe-Hannes kommentarer.

Jeg blev yderligt begavet med 2 – 3 kilo chokolade, DD kan noget med supermarkeder og gamle varer.

Og det er ikke chokoladen, der er gammel. Vidste I, at det giver en gang vin eller chokolade, når man finder en vare, der har overskredet sidste salgsdato?  Så p.t. har DD ca. 50 pakker After Eight på lager m.v.– og hun var meget gavmild. *G*

Og vi så på SriLanka-billeder, og DD og den skrappe blev præsenteret for deres nye sponsorbarn. Deenushi hedder hun.

Jeg var til hendes 9 års fødselsdag i marts måned og legede den gode fe. Da vi gik til byen for at købe gave, spurgte jeg hendes mor – Nayana – hvad de selv gjorde i anledningen af dagen. Svaret var, at de havde skam fået rice-milk om morgenen, men at fattige folk ikke havde råd til gaver.

Så der blev købt nødvendige ting til skolen – og endeligt det hun ønskede sig mest: Et par cowboybukser. Og fødselsdagskage – huiii.

Nayana og hendes bror Sugath lærte vi at kende i 1987 – Helle var sponsor for familien i mange år, men tabte forbindelsen midt i 90’erne – men vi mødte dem under jublende gensynsglæde dagen før Deenushi’s fødselsdag. Familien ejer ikke ret meget, for faderen er tit syg – men Nayana fortalte med stolthed, at han var en god mand – han drikker ikke, han tæver dem ikke (som hendes egen far gjorde).

Gammel kærlighed ruster ikke, så jeg besluttede at prøve, om jeg kunne finde en sponsor til pigen (der er også en lillebror på 7) – for hun var en kvik lille unge, og frisk og frejdig – brugte med  behændighed de få engelske ord hun kunne.  Så nogle af sponsorpengene skal bruges til ekstra-timer i engelsk – ’spoken english’.

Der er ca. 50 børn i hver klasse, så der er kun tavleundervisning og udenadslære. Jeg har ’noget’ med piger – så hende her får en chance nu. Tak for det DD og Hanne.

Og DD fik sin præmie. Hun havde jo gættet det var en ’lemmedasker’, jeg for længe siden havde bragt et billede af – men var faktisk ikke klar over, hvad hun havde sagt - og hvordan den skulle bruges.

Ja, det er et spanskrør !!! Og 'øjet' foroven er håndtaget.

Der står et i hvert klasselokale – og ’the principal' har sit eget  på kontoret. Da jeg målløs spurgte, om det virkeligt blev brugt – var svaret bekræftende. De fleste af de yngre mænd jeg snakkede med, havde jævnligt fået af spanskrøret. Min ven Shan fortalte, at han gennem flere år dagligt havde fået klø, fordi han kom for sent i skole. Grunden til dette var, at han hver morgen måtte ud til småboder for at aflevere de pandekager/brød, som hans bedstemor bagte – for at de kunne overleve.

Da de i skolen endelig fik at vide, hvorfor han kom for sent – stoppede afstraffelsen dog.

Og som vist på billedet kan de købes i enhver velassorteret isenkram – til den formidable sum af 50 øre. Så selv fattigfolk har råd – og de køber dem. Sgu. Der er en verden til forskel. 12.500 kilometer.

Men her i DK havde vi en dejlig dag med Kit - katte - og kjoler og kærlige kram.

Dem skal vi ha' nogel flere af. Ingen spanskrør her, tak.